Högre seminarium: Eva Skafte Jensen

På moderne standarddansk kan man i en række tilsyneladende næsten ens konstruktioner vælge mellem to muligheder. Et af de mest kendte og omdebatterede tilfælde er valget mellem nominativ og oblik form i de personlige pronomener i visse konstruktioner: hun er ældre end han/ham; Louise og jeg/mig går i skole sammen; de/dem der sidder derovre, er mine kusiner. Et andet tilfælde er valget mellem perfektum participium (som kongruensbøjes med et nominal) og supinum (som ikke bøjes) i eksempler som husene er forladte/forladt og navneskiltene er trykte/trykt.

I eksemplerne ovenfor repræsenterer formerne foran skråstregen de gamle muligheder. Mulighederne efter skråstregen er kommet til siden 1800-tallet. I moderne standarddansk er både disse gamle og nye muligheder alle gængse.

De sidste tre år har jeg sammen med min kollega Jørgen Schack studeret udvalgte emner som disse. Fælles for dem er at de vækker undren blandt moderne sprogbrugere og nogle gange også volder problemer.

I foredraget vil jeg for det første vise hvilke emner vi har studeret. Foruden de allerede nævnte har vi set på adverbier dannet af adjektiver (nyligen/nylig/nyligt), på participier i attributiv stilling (en overdreven/overdrevet frygt; et overdrevet/overdrevent forbrug), på frie prædikativer med mere.

For det andet vil jeg sammenfatte nogle af de grundlæggende forskelle som vi kan iagttage mellem dansk grammatik i 1800-tallet og nu. Den vigtigste foreløbige konklusion er nok at klassisk kongruens er blevet langt mindre vigtig i dansk end det var tilfældet i 1800-tallet.

En anden (måske mindre overraskende) konklusion er at de ændringer vi har studeret, typisk er kommet i stand på grund af samvirkende faktorer; det at vi har studeret mere end ét grammatisk emne, har således i sig selv bidraget til at vi har kunnet konkludere som vi gør – det har nemlig vist sig at nogle af problemstillingerne har kunnet belyse hinanden.